Sydamerika - lørdag den 11. februar 2012
Vintur til huset Concha & Toro
Det blev en god nats søvn. Vi vågnede lidt før kl. 8. Udenfor morgenmadsrestauranten var der 4-5 borde. De var ikke dækket til morgenmad, men vi fandt alligevel derud sammen med Gitte og Hans, så vi kunne nyde den dejlige morgenluft.
Vi blev afhentet planmæssigt men vi skulle ikke have vores canadiske/danske venner fra dagen før med, for det viste sig, at de havde valgt en anden vintur i dag.
Så vi var 4, sammen med vores guide fra dagen før (og en chauffør), der kørte syd ud af Santiago, over Maipo floden og gennem et spændende landskab til vinmarkerne, der bl.a. producerede Santa Real og den producent, som vi skulle besøge i dag: concho y toro. Det er ifølge vores guide Chiles største vinproducent og han er i Danmark bl.a. kendt for vine under navnet Castillero del Diablo (djævlens vin)
Efter et kort fotostop ved Maipo floden og en ganske køn tur gennem det naturskønne område syd for Santiango (countryside, som vores guide omtalte det), var vi ved vores vinproducent og dermed klar til en ordentlig rundtur og vinsmagning.
Vi var meldt til engelsk tur og i løbet af kort tid var vi klar, sammen med en flok andre - bl.a. japanske turister - til at få en grundig gennemgang i vinens hemmelige verden.
Men nej, det blev der ikke noget af. Vi fik en kort tur rundt om nogle bygninger, en sommerresidens for ejerne af et af de største vinfirmaer i Chile, en flot park (der fik mig til at sige, at vi måtte betale for meget for vinen i Danmark), smagte deres standard hvidvin og rødvin og så var rundturen overstået.
Turen blev gennemført med lidt for meget pop men med meget dygtigt fremført af guiden. Vi nåede ganske kort ned gennem et par vinkældre, hvor der var en anelse koldere end udenfor. Men hele tiden var der et andet hold foran os og vi skulle vente, på, at de blev færdige. Vi nåede også ned i djævelens vinkælder, hvor guiden med alle midler forsøgte at overbevise os om, at hvis vi ikke havde været i kirke for nylig, så var det ikke sikkert, at vi kom ud af kælderen.
Gruppen blev efterladt i den dybe kælder alene med en historie over højttaleren om, at ejeren var træt af, at der forsvandt vine fra hans kælder, så han opfandt historien om, at djævelen huserede i han kælder. Det fik de ansatte til at høre op med, at stjæle de gode vine (ifølge historien). Men vi nåede aldrig at møde djævelen i vinkælderen...
Og lige med et, var rundtturen overstået og vi kunne købe vine på flaske eller et glas. Deres dyreste rødvin kostede omkring 150 kr. pr. glas. Det trak ikke så meget.
Efter en pause, hvor de andre nød et godt glas vin og hvor jeg slappede af et stille sted, gik turen tilbage mod byen.
Ret hurtig efter vi forlod "vinslottet", var vi tilbage i Santiagos forstæder. Det var ikke samme vej, vi kørte tilbage mod byen. Vi kørte hurtigt over Maipo floden og var snart inde i byen og fulgte en metro, der kørte over jorden, hele vejen ind mod Santiagos centrum.
Vores guide, der tidligere havde joket med, at han var 70 år, fortalte ved ankomsten til vores hotel, at han var 44 år. Så passede vores regnestykke meget bedre. Han så jo næsten lige så ung og spændstig ud, som mig selv - en lille chilensk cowboy!
Dagen var jo ung, da vi var retur ved hotellet, så vi lavede individuelle planer for eftermiddagen. Alle ville ud og ose men vi havde forskellige interesser. Marie og jeg slentrede ned i et lokalt supermarked (Paris) og købte et par øl, nogle grissinier og lidt skinke, som vi kunne nyde til et glas køligt hvidvin senere på dagen. Købte - troede vi. Butikken, som er en supermarkedskæde i Santiago, ville ikke godtage, at vi brugte Visakort uden, at vi havde vores pas med. Og det bliver man jo generelt anbefalet ikke at have, så vi måtte gå uden de (få) varer.
Jeg tænkte, at prisen for at have nogen til at sætte varerne på plads, oversteg risikoen for, at vi forsøgte at snyde dem...
Marie og jeg slentrede lidt rundt i Provedencia distriktet og der gik lidt sport i, at finde nogle forretninger, der ville handle med Visa eller Master card.
Det lykkedes heldigvis at finde et sted, hvor vi kunne gå lidt frokost. De var meget hjælpsomme, og de var noget forundret over, at vi slet ikke kunne tale spansk.
Jeg fik også købt en ny fototaske. Den gamle stod af til morgen, så jeg fandt en ny hos en sløv Nikon-sælger. Den kostede ca. 800 kr. Var noget større end den gamle. Ca. 2 butikker længere henne fandt vi en anden i samme stil til ca. 250 kr. LAD SÅ VÆRE med at kigge efter samme vare, når du har handlet!!!
Så blev Marie klippet og jeg fik handlet et par af de øl, som vi ikke måtte købe i Paris-butikken og så var der dømt afslapning resten af eftermiddagen.
På hotellets tagetage var der kun 5 liggestole, så der var selvsagt efterspørgsel efter dem, da vi nåede sidst på eftermiddagen. Vi fik dog læst lidt alle sammen på tagetagen, før vi nød et glas hvidvin, som Gitte og Hans havde købt på dagens vintur.
Ved 19-tiden var vi løbet tør for vin og vi jagtede en omgang aftensmad.
Vores guide havde anbefalet en god chilensk bøfrestaurant. Men han gjorde samtidig opmærksom på, at bøfferne var fra Argentina, så vi valgte i stedet at gå efter en bøfrestaurant, som vi havde besøgt en første aften, vi var i Santiango. Det var trods alt i nærheden af hotellet.
Her blev vi noget forbavset, for sidste gang, vi var på besøg, var der næsten fyldt op, men i aften, var der ikke mange besøgende. Og da vi ankom, så der nærmest ud, som om der var lukket.
Men vi endte med at få serveret vores gode bøffer efter individuelle ønsker. Og alt smagte ganske godt. Også vinen, som var fra Miquel Torres, som vi har drukket en del af, fra hans spanske vinmarker.
Efter et kort besøg på en kaffebar, listede vi hjem på hotellet Marie fik gang i sin Garp bog og jeg passede mine dagbøger og billeder alt imens airconditionen kørte perfekt.
Kl. kvart i 12 var det nat i Santiago (4 i Fredericia).
Man må sige, at klimaet i Santiago er super. Dejlig varmt om dagen og utrolig behagelig om aftenen. Bedre klima findes ikke, men vores guide indrømmede dog i dag, at byen har problemer med smog. Han indrømmede også, at han ikke var 70 men 44. Så passede vores regnestykke meget bedre!
